Artiklen redegør for mit arbejde med at udvikle teori og praksis og forbindelserne mellem dem på grundlag af en kritisk-psykologisk tilgang. Den behandler følgende tre spørgsmål: Hvad skal der til for at forbinde teori og praksis? Hvordan kan man udvikle kritik i praksis? Og hvilke krav stiller det til teoriudviklingen? Der argumenteres for, at det kræver mere adækvate og dækkende begreber om praksis, end vi almindeligvis ser. Således må psykologisk teori kunne forankres mere adækvat og dækkende i subjekters praksis i sociale praksisstrukturer. Det er også nødvendigt for at kunne begribe subjekter og deres problemer samt psykolo- gers professionelle arbejde og dets virkemåde. Psykologiens særlige interesse for individuelle subjekter kræver ligeledes nogle særlige fremhævelser og udbygninger af social praksisteori. For at kunne vejlede konkrete kritiske praksisser må en kritisk psykologi om subjekter altså blive til en konkret psykologi. Alt dette fordrer en metodologi, som kan begribe dynamiske sammenhænge snarere end en, der udforsker enkeltfaktorer og egenskaber isoleret fra alt andet. I artiklen behandles disse emner på baggrund af udviklingen af mit arbejde som universitetsforsker og praksisforsker gennem ca. 50 år, som har været præget af vekslende, tætte forbindelser mellem teoretisk og praktisk arbejde. De anskues ud fra den opfattelse, jeg er nået til i dag. Derfor er artiklen af en særlig genre: Udviklingen i en forskers/praktikers arbejde står i centrum. Andre opfattelser og anden forskning inddrages derimod kun for at tydeliggøre problemer ved at anlægge en bestemt opfattelse, samt argumenterne for at overvinde den opfattelse i udviklingen af mit arbejde.