Coronavirus (COVID-19) - pandemien har fremskyndet søgningen efter muligheder for at kontrollere miljøfaktorer for at inddæmme eller afbøde spredningen af ”Severe acute respiratory syndrome coronavirus 2 (SARS-CoV-2)”, der er den virus der er ansvarlig for sygdommen. SARS-CoV-2 overføres normalt fra person til person ved kontakt med store dråber fra åndedrætssystemet, enten direkte eller ved at røre virusinficerede overflader (også betegnet som smittespredende genstande) og derefter røre øjne, næse eller mund. Det understeges, at der er stigende mængder evidens for virusoverførsel via den luftbårne rute, da de store åndedrætsdråber tørrer ud og danner dråbekerner, som kan forblive luftbårne i flere timer. Afhængig af overfladenes art og miljøfaktorer kan smittespredende genstande forblive smitsomme i flere dage (van Doremalen, 2020). Anvendelse af bakteriedræbende UV-stråling er et vigtigt miljømæssigt virkemiddel, der kan reducere både kontaktspredning og luftbåren transmission af smitsomme stoffer (som bakterier og vira). Bakteriedræbende UV-stråling inden for UV-C-området (200 nm – 280 nm), primært 254 nm, er blevet brugt succesfuldt og sikkert i over 70 år. Dog skal bakteriedræbende UV-stråling anvendes med kyndighed og med passende opmærksomhed på dosis og sikkerhed. Uhensigtsmæssig anvendelse af bakteriedræbende UV-stråling kan skabe problemer for menneskers sundhed og sikkerhed og bevirke utilstrækkelig deaktivering af smitsomme stoffer. Anvendelse i hjemmet anbefales ikke, og bakteriedræbende UV-stråling bør aldrig bruges til at desinficere huden, undtagen når det er klinisk berettiget.