• Publicationsclose
• Research dataclose
• Other research productsclose
• Closed Access close
• Danish close
• COVID-19 close

VEXAS (vakuoler, E1-enzym, genvariant på X-kromosomet, utoinflammation, somatisk)-syndrom er et autoinflammatorisk syndrom først beskrevet i 2020. VEXAS-syndrom skyldes en genvariation med dysfunktion i ubiquitin-like modifier activating enzyme 1-genet (UBA1) i hæmatopoietiske stamceller i knoglemarven, hvilket fører til systemisk inflammation. Sygdommen rammer primært midaldrende til ældre mænd, da UBA1 er lokaliseret på X-kromosomet. De hyppigste symptomer er hududslæt, feber, vægttab, øjenaffektion, kondritis, artralgier og venøse tromboembolier. I knoglemarvsaspiratet er der karakteristiske vakuoler i myeloide og erytroide stamceller, og det kan være ledsaget af regelret myelodysplasi (MDS), monokolonal gammopati af ukendt betydning eller myelomatose [1]. VEXAS (vacuoles, E1 enzyme, X-linked, autoinflammatory, somatic) syndrome is a newly discovered complicated autoinflammatory syndrome associated with haematological and rheumatological manifestations, recognized for the first time in 2020. In this case report, we describe the first case of VEXAS syndrome in the North Denmark Region. A 76-year-old male was briefly admitted with COVID-19 and a myriad of symptoms including jaw pain, arthralgia, skin rash, malaise, intermittent fever and weight loss. After a prolonged diagnostic evaluation, VEXAS syndrome was suspected and confirmed with the presence of a mutated ubiquitin-like modifier activating enzyme 1 (UBA1) gene.

Ved at slække på corona-restriktionerne har det kinesiske styre lagt en dæmper på den folkelige protestbølge. Demonstrationerne i de store byer var aldrig en alvorlig trussel mod regimet. Men de dækker over en dybere utilfredshed og en ny politisk bevidsthed, der kan gøre livet svært for Xi Jinping i de kommende år.

The past two years have been dominated by COVID-19, the treatment of this virus, vaccination, and complications due to infection. Not all effects of the virus have yet been described. We present a case report in which the patient suffered from Stevens-Johnson syndrome caused by COVID-19. The patient was treated with prednisolone and recovered within a few days. Since SARS-CoV-2 is a fairly new virus it is important to have knowledge about the different outcomes and distinguish these from outcomes caused by other reasons. This could in the long term improve the treatment.

Inflammation is increasingly recognised as a causal factor in the development and progression of cardiovascular disease. With the introduction of immune checkpoint inhibitors in oncology and the ongoing COVID-19 pandemic the role of the immune system in myocardial inflammation (myocarditis) and subsequent inflammatory cardiomyopathy has once again regained attention. In this review, we want to bring myocardial inflammation to the clinician's attention and provide up-to-date knowledge on its diagnostic workup, prognostication, and current management recommendations.

Bolig og hjem er ikke det samme. Hvor boligen er de fysiske rammer, arkitektur, rumfordeling, materialer og inventar, har hjemmet at gøre med hjemfølelse og fornemmelsen af at høre til. Forskellen er, at en bolig er en bolig, fordi den formelt er defineret som det. Et hjem er kun et hjem, hvis nogen siger, det er det – her er det relationen mellem beboer og hjem, der er definerende, ikke formalia.I den moderne vestlige verden er boligen i udstrakt grad vores hjem. Det fortæller noget om vores opfattelse af sted, om forankring og om den udprægede grad af individualisme, der hersker i vores kultur. For det meste er hjemfølelsen ikke noget, vi tænker over, midt i hverdagens trummerum af gøremål og ærinder. Den dykker kun glimtvis op, når vi skal flytte eller ved andre større ændringer i vores hverdagsliv. Generelt er vi alle hjemmeblinde: Vi ser ikke vores hjem, før vi føler, vi er ved at miste det. . Nedlukningen har været en anledning til at tænke over vores livsprioriteringer. Men coronanedlukningen har også rykket ved nogle grundlæggende forestillinger om boligliv og åbnet for en gentænkning af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Særligt har nedlukningen igen sat den historisk forankrede forestilling om boligens modsætning til arbejdet til diskussion. Den hidtidige konservatisme er i skred. Også fordi hjemmearbejdet hænger tæt sammen med work-life-balancen, med flyttemønstre og boligvalg og med adgangen til fællesskab. Vores forståelse af arbejdet hænger nemlig tæt sammen med vores opfattelse af hjem. Når balancen mellem arbejde og hjem forandres, har det betydning for vores forståelse af forankring.

’Vask hænder. Luft ud. Hold afstand’. De anbefalinger har vi måttet tage til os i forsøget på at bekæmpe Covid-19, og mange har oplevet anbefalingerne om hygiejnisk adfærd og kravene om at holde afstand som voldsomme begrænsninger af den frihed, der forbindes med moderne livsførelse. Under pandemien er boligens betydning som den rolige privatsfære kommet under pres pga. hjemmearbejde og børnepasning, og det byliv, der i de seneste årtier er blevet fremelsket, er blevet begrænset og betragtes nu som en farlig kilde til smitte. Spørgsmålet melder sig, om pandemien vil få varig betydning for fremtidens bolig- og byudvikling? Dette essay giver et historisk tilbageblik og viser, at pandemier tidligere har haft epokegørende indflydelse på vores boligbyggeri og byudvikling.